Fly til Tokyo:
Det er let at komme til Tokyo. SAS flyver direkte til Tokyo Haneda, og har nogle ret perfekte afgange ifht. jetlag. Ellers er det utallige muligheder til begge Tokyos lufthavne: Narita og Haneda. Haneda ligger tættest på byen, og det tager kun en halv times tid fra lufthavnen og ind til byen. Narita ligger lidt udenfor byen, men der er gode forbindelser mellem lufthavnen og byen. Her kan du blandt andet tage “Narita Express”. Det tager ca. en times tid og er også lidt dyrere end hvis du kom fra Haneda, alt efter hvor i Tokyo du skal bo
Japan Rail Pass:
Planlægger du at rejse rundt i Japan, så er Shinkansen den bedste og hurtigste måde at rejse på. Shinkansen er navnet på Japans højhastighedstog, der kører igennem hele landet med 200-300 km/t. Eksempelvis kan du komme fra Tokyo til Kyoto på lidt over 2 timer. Udover Shinkansen, bruges dit Rail Pass også bare til almindelige toge rundt omkring i Tokyo.
Vi anbefaler at du køber dit Japan Rail Pass på forhånd, inden du tager afsted, da det kun er enkelte stationer der sælger dem. Derudover sparer du en smule ved at købe det hjemmefra i god tid. Jo tættere på rejsen du kommer, jo dyrere kan det blive.
Reserver pladser
Planlægger du en tur med Shinkansen, skal du have reserveret en plads på toget på forhånd. Det kan du gøre på de store togstationer, ved et ticket office. I toget sidder man 3 i den ene side og 2 i den anden side af mellemgangen. Derfor er plads “A”, “B” og “C” ved siden af hinanden, hvor plads “A” er vinduespladsen med havudsigt på turen. Men hvis du rejser fra Tokyo til eks. Kyoto eller omvendt, er de helt gode sæder plads “D” og “E”, hvor “E” er vinduespladsen med Mount Fuji view. Mount Fuji er Japans største bjerg og vulkan, som ligger lidt udenfor Tokyo. Dette er et syn du ikke vil gå glip af. Dog er det en god idé at reservere sæder i god tid, da “E” er et eftertragtet sæde. “E” er altid sædet med Mount Fuji view, da togene ikke kører i ring, men frem og tilbage. Så dette gælder både hvis du rejser fra Tokyo til Kyoto, eller fra Kyoto til Tokyo. Selvom der ikke sidder nogen på plads “E” når du stiger på toget, kan det godt være at pladsen stadig er reserveret og at passageren stiger på ved et andet stop. Men hvis du er heldig er der nogle ledige pladser, som du kan sætte dig hen på, når toget passerer Mount Fuji. Hvis ikke, kan du går også gå ud i mellemgangene, hvor du også finder et vindue til at få dit shot at Mount Fuji, hvis vejret tillader det.
Bagage med på Shinkansen
Rejser du med større bagage, anbefaler vi at du booker “oversized” bagage, når du også booker din pladsbillet. Selvom din bagage ikke er vurderet som “oversized”, er dette en langt mere behagelig måde at rejse på. Booker du “oversized” bagage, er dette placeret i nogle af mellemgangene, eller på bagerste række i din kupé. Ellers kan du komme til at sidde med din bagage foran dig, med begrænset plads til dine ben, eller placeret i de overliggende hylder, hvor du muligvis skal løfte din 23 kg kuffert op, hvis der overhovedet er plads til den.
Metro og bus rundt i Japan:
Den hurtigste måde at komme fra A-B i storbyerne, er med metroen. Du kan købe billetter på stationerne, men vi vil klart anbefale at du køber et Pasmo-kort. Ikke kun fordi designet er rigtig cute, men også fordi det er den smarteste måde at komme rundt på. Pasmo er et rejsekort lavet udelukkende til turister og kan bruges i metro og busser rundt omkring i hele Japan. Da det er et meget eftertragtet kort, kan det derfor nu kun købes i lufthavnene og på enkelte togstationer. Derfor anbefaler vi at du køber det, når du ankommer i lufthavnen, så du ikke skal ud og jagte en station der sælger det. Når du køber Pasmo indbetaler du et beløb, som du kan bruge til at rejse rundt for. Når du skal tappe kortet op, finder du en automat på alle stationer, nær metro indgangene. Dog tager disse automater kun kontanter, så husk at hæve en del.
Opbevaring af bagage på stationer:
Hvis du gerne vil have din bagage opbevaret på stationerne, kan du finde skabe til dette på alle stationer. En smuttur mellem Kyoto og Osaka tager kun 30 min, men måske gider du ikke at slæbe din bagage med. Her kan du nemt bruge dit pasmo-kort til at betale for opbevaring af dine tasker, ved at tappe dit kort på de infoskærme der sidder på skabene. Disse opbevaringsskabe kan holde din bagage i op til 2 uger. Men et godt tip er at tage et billede af, hvilket et skab du har efterladt dine ting i, da det godt kan være svært at finde skabet igen, når du returnerer til stationen. På alle skabe står der et bogstav og tal, såsom “Q2”, der indikerer, hvor dine ting er opbevaret.
Kæmpe stationer:
Stationerne i Japan kan være kæmpestore. Derfor skal du ikke regne med at ankomsttiden betyder at du er helt fremme. Hvis du skal skifte tog, kan det godt være en udfordring at komme fra den ene perron til den anden. Især hvis du også rejser med bagage og du også lige skal finde en elevator eller rulletrappe. Dette kan endda også være en udfordring for japanerne selv. Så vær altid i god tid når du skal nå et tog eller med beregn en tidsbuffer, når du skal skifte tog. Et tog du især vil være i god tid til, er Shinkansen. Ikke kun fordi du ikke kan ændre din pladsbillet til et andet tidspunkt, men også fordi at det ikoniske tog er værd at se komme ind på perronen.
Værd at vide:
1. Hvordan du skal opføre dig
I Japan anses det som dårlig stil at tale højt og at tale i telefon i offentligheden. Tal derfor med dæmpede stemmer og hav respekt for de andre mennesker i den offentlige transport. Flere japanere kan godt finde på at tage en lille lur i togene. Derfor er Tokyo også en af de mest stille storbyer. Både på grund af den respektfulde kultur og selvfølgelig også pga. de små søde lydløse elbiler, som de kører i overalt.
2. Hvis du er sulten
Man spiser ikke i offentlig transport eller imens man går. Så hvis du har brug for en bid, stopper du op eller venter til du er ved et stop. Det eneste tog det er okay at spise i, er Shinkansen, da der kan være nogle meget lange strækninger. Her er sæderne også udstyret lidt ligesom i et fly, hvor man har et lille bord at spise på.
3. Ingen skraldespande
Du finder meget få skraldespande i Tokyo, hvis du overhovedet finder nogle. Derfor er det smart at have en lille pose med, hvor du kan samle sit skrald, indtil du finder en skraldespand. Dette skyldes blandt andet at der på et tidspunkt var nogle der sprang skraldespande i luften, så derfor valgte man at afskaffe dem alle.
4. Google translate
Google Translate er din bedste ven. Der er ikke mange japanere, der snakker engelsk, og derfor er det en fordel at have en oversættelsesapp med. På den måde kan du bedre kommunikere med de lokale, men også læse produktbeskrivelser, menukort, skilte osv. ved hjælp af Google Translates kamerafunktion. Tag et billede af det du vil have oversat - Det er en kæmpe hjælp!